Bogomtale
Verdensbilleder
fra rum og tid til rumtid
Af Jan Faye
136 sider, 198,oo kr.
Aarhus Universitetsforlag
Det er indlysende, at vi altid befinder os her og nu – et eller andet sted i rum og tid. Men som tiden går, er det mindre og mindre indlysende, hvad tid og rum egentlig er for noget. Bogen Verdensbilleder fortæller historien om, hvordan vores opfattelse af rum og tid har ændret sig i takt med fysikkens fremskridt.
De gamle grækere troede, at Jorden stod stille i midten af kosmos. Totusinde år senere sidestillede Kopernikus Jorden med de andre planeter i et kredsløb om Solen. Kikkertens udvikling bekræftede Kopernikus’ ide, men afslørede også, at Solen blot er én stjerne blandt mange andre i mælkevejen – og at disse blot danner én galakse blandt utallige spredt ud i et ufatteligt stort verdensrum. Dermed havde vi fået et nyt verdensbillede. Den næste store revolution kom, da Einsteins teorier viste, at rum og tid slet ikke er adskilte, men i virkeligheden er en rumtid.
Jan Faye tager os med til højdepunkterne i de forskellige verdensbilleder, og vi ender helt fremme ved den nyeste forskning i dag, hvor kun ét er sikkert: Vores her og nu er ikke længere, hvad de har været, og mennesket skal endnu engang finde sig til rette i et nyt verdensbillede. En ændring på linje med da vi gik fra at bebo en flad til at bebo en rund jord.
Men det er først den dag, vi begynder at rejse blandt stjernerne, vi for alvor vil indse, at det, vi i dag anser som sund fornuft om tid og rum, blot afspejler den verden, vi er vant til fra Jorden.
Tekst fra forlagets pressemeddelelse
Jan Faye er Lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.