En ny sociologi for et nyt samfund

Anmeldelse af:

En ny sociologi for et nyt samfund:
Introduktion til Aktør-Netværk-Teori

Latour, Bruno (2008)

Redigeret af: Morten Visby
Oversat af: Claus Bratt Østergaard
Forord af: Christian Borch, Mikael Rask Madsen
360 Sider
Originaludgavens titel: Reassembling the social
Udgivelse: København, Akademisk Forlag

Anmeldt af:

Stine Adrian,
Ekstern lektor på Forvaltning, RUC

Introduktion

Da jeg blev tilbudt at skrive en anmeldelse af den danske oversættelse af Bruno Latours ”Reassembling the Social: An Introduction to Actor- Network-Theory” (2005), til Hugin og Munin sagde jeg straks ja.

For det første blev jeg glad og begejstret over, at Latour i stigende grad introduceres i Danmark på dansk. Der er ingen tvivl om, at Latour er en af de helt centrale figurer indenfor feltet Science and Technology Studies (STS).

Den anden og mere egoistiske grund til, at jeg straks sagde ja til at anmelde bogen var, at den engelske version alt for længe har ligget i bunken af bøger, jeg skulle have læst. Jeg så derfor denne anmeldelse som en glimrende mulighed for at få samlet op på et af mine hængepartier.

Hvorfor oversættelsen af ”Reassembling the Social” skuffer

Det skal siges, at jeg tilhører gruppen af kritiske læsere af Latour, der samtidig er en meget stor fan og beundrer! Latour har gennem årene givet mange storartede læseoplevelser, og har leveret en række provokerende og tankevækkende analyser. Derudover har han metodisk bidraget til hvordan studier af naturvidenskab og teknologi kan analyseres ved at være med til at udvikle A-N-T.

En af Latours styrker er normalt, at han skriver blændende, humoristisk og er meget direkte i sin henvendelse til sin læser. Jeg glemmer fx aldrig, da jeg første gang læste ”We Have Never Been Modern” (1993) i stort set et hug, fordi hans humor og skarpe retorik både forførte og underholdte i en grad, som er sjælden når der er tale om faglitteratur. Jeg småklukkede mig bogstaveligt talt hele vejen igennem bogen.

Desværre blev jeg hurtigt svært skuffet da jeg startede med min læsning af ”En ny so cio lo gi”. Udover at sproget i den danske oversættelse er tungt og fyldt med angloficeringer og unødvendige fremmedord, der burde have været oversat til almindelige danske, medfører det, at der for både Latour kendere og nytilkomne læsere, kan opstå en vis begrebsmæssig og forståelsesmæssig forvirring.

Jeg må derfor indrømme, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke læste bogen på engelsk, så jeg kunne have nydt Latour som jeg plejer. I stedet tog det mig uforholdsmæssig lang tid at komme igennem bogen, fordi jeg helt enkelt blev irriteret hver gang jeg igen tog fat på den efter en pause.

Jeg vil dog nævne, at der med den danske version følger en kort og ganske udmærket introduktion til Latour og bogen, skrevet af Christian Borch og Mikael Rask Madsen. Den er som sagt udmærket og læseværdig, men kort og hovedsageligt en hyldest til Latour for i bogen at kritisere den gængse samfundsvidenskab og at tilbyde læseren en ny.

Vil man have en introduktion til A-N-T og Latour på dansk, er man derfor bedre tjent med at læse kapitel 3 og 4 i ”Introduktion til STS” redigeret af Casper Bruun Jensen, Peter Lauritsen og Finn Olesen, der sidste år udkom på dansk, eller endnu bedre vente på den kommende danske introduktion til Latour, "Bruno Latour - Hybride tanker i en hybrid verden", der forventes at udkomme i april eller maj 2009 skrevet af Anders Blok og Torben Elgaard Jensen. Denne bog vil som “Introduktion til STS” udkomme på Hans Reitzels Forlag.

Hvorfor man skal læse ”Reassembling the Social”

Indholdsmæssigt, er der ingen tvivl om, at ”Reassembling the Social” er en vigtig, nødvendig og ambitiøs bog.

Latour har siden ”Laboratory Life” (1986) analyseret og problematiseret hvordan ”naturen” etableres i naturvidenskaben. Han har ved hjælp af bl.a. etnografiske studier vist hvordan viden indenfor naturvidenskaben bliver til i en proces. Hans etnografiske tilgang og stærke humor har været medvirkende til, at han kom i klinch med eksisterende syn på naturvidenskaben, og at han blev draget ind i ”the science wars”. Her har Latours retoriske kneb og spydige humor ikke arbejdet for en forsonende dialog.

I ”We Have Never Been Modern” tydeliggør Latour dog, at hans mission ikke blot handler om naturvidenskaben – men om et opgør med ”den moderne videnskab” dvs. både humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab, som de former sig i dag.

Gennem Latours analyse af hvordan opdelingen af videnskaberne blev etableret, illustrerer han, at disciplinerne bygger på skillelinier og ureflekterede kategoriseringer af natur, samfund og kultur. Det medfører at der opstår hvad han beskriver som hybrider. Med dette mener han aktører, objekter eller problemstillinger, der ikke kan bliver analyseret i deres kompleksitet, fordi de ikke passer ind i nogle af de eksisterende disciplinære genstandsfelter. Et meget klart eksempel er, hvor kompliceret det er at forstå de eksisterende klimaændringer ud fra en enkelt disciplinær tilgang.

”Reassembling the social” er en fortsættelse af problematiseringen af videnskaber, der bygger på ”det moderne”. Denne gang går Latour dog udelukkende i klinch med samfundsvidenskaben - særligt sociologien.

Bogens styrker er mange. For det første får Latour udbygget og nuanceret hvordan A-N-T i hans øjne skal forstås i dag, hvilket er interessant og relevant, eftersom der i en årrække internt i STS og A-N-T kredse har været en hel del diskussion om, hvad A-N-T var og bør være, og om A-N-T er helt passé eller post – ikke mindst navnet.

For det andet tager Latour fat på en vigtig og central kritik og diskussion af samfundsvidenskaben, og nogle af dens grundlæggende problemer. Et af de elementer han finder problematiske er, at andre former for aktører end mennesker ikke inkluderes i analyser, pga. at samfundsvidenskabelige forskere afgrænser sig fra at undersøge dem. Latour mener, at den måde ”samfundet” er etableret på, er mindst lige så problematisk som den måde ”naturen” ofte etableres i naturvidenskaben. Ved at anvende ”samfundet” og rækken af kategoriseringer som samfundsvidenskaben har defineret samfundet som bestående af, skyder sociologer ofte analytisk genvej.

Latour mener det medfører skabelsen af nye hybrider og analyser der overser andre aktørers medvirken i etablering af sammenhænge eller ”kollektiver”.

Hvorfor ”Reasembling the social” har bedst af at blive læst som et diskussionsoplæg

Ligesom i Latours andre tekster anvender han sig i bogen af snedige retoriske kneb. I denne bog er et af grebne fra starten, at bygge teksten op om fortidens og nutidens helte og skurke indenfor samfundsvidenskaben. Blandt skurkene, der er skyld i tingenes tilstand, er bl.a. Durkheim og ”de sociale sociologer”, der inkluderer stort set alle former for sociologiske skoler. Herunder er den værste dog i Latours øjne kritisk sociologi.

Heltene er derimod bl.a. Tarde og Garfinkel og så selvfølgelig Latour selv og andre ”associationssociologer” der anvender sig af A-N-T og lignende empiriske tilgange.

Hvor ”de sociale sociologer” i Latours beskrivelse har kategoriseret indsamlet empiri inden indsamling i tråd med deres opfattelse af ”samfundet”, er vores helte Latour og co. arbejdsomme forskere, der tager den langsommelige men frugtbare omvej, der giver nye perspektiver på uforudsete sammenhænge med et utal af forskellige aktører humane som ikke-humane.

Pointen med dette greb er, at Latour vil mere med bogen end at give en kritik af samfundsvidenskaben. Latour vil lancere A-N-T, som det mulige alternativ til den eksisterende samfundsvidenskab. Samtidig mener han at denne nye associationssociologi i praksis vil være med til at sætte nye og andre politiske dagsordner.

Den noget firkantede beskrivelse af sociologien som disciplin, kan virke vittig og have sin plads, har man mødt ældre selvhøjtidelige humorforladt sociologer på de støvede samfundsvidenskabelige universitære gange i ind og udland.

Omvendt kan man være bange for, at netop denne retoriske stil, kan være med til at udvikle en unødvendig intern ”science war” i samfundsvidenskabeligt regi.

For det første, er det en noget forhastet konklusion, at sociologer over en kam, har et så lemfældigt forhold til empiri og etnografisk materiale som Latour postulerer. Der er ingen tvivl om, at der vil være mange sociologer, der med god grund kan føle sig støt over denne kritik.

For det andet, er der grundlæggende epistemologiske/ontologiske spørgsmål, som Latour ikke reelt forholder sig til. Heriblandt hvordan man kan beskrive verden ved hjælp af observationer uden, at gøre det via et mere eller mindre reflekteret perspektiv, og hvordan man beskriver uden at fortolke.

Der er dog ingen tvivl om, at Latour selv har en vis humor og refleksion omkring denne problematik, hvilket bliver tydelig et par steder i bogen, fx i gengivelsen af en snak med en studerende, der ønsker at anvende A-N-T. Den unge mand er dog noget usikker på hvad A-N-T indebærer, og snakken med Latour synes ikke at gøre hans forståelse meget klarer. Den studerende har fået at vide af sin vejleder, at han skal finde sig en teoretisk ramme, der kan give forklaringer til genstandsfeltet. Dette mener Latour ikke er vejen frem – i stedet skal han lære at blive en god skribent og han skal beskrive det han har observeret, på det antal sider han har til rådighed i sin afhandling. Når det er gjort har han PhD’en i hus.

”Reassembling the social”, er dog i mine øjne et godt eksempel på, at Latour i sin egen videnskabelige produktion, ikke selv følger denne praksis. Hans skriver godt – men beskrivelserne er ikke ”bare beskrivende”. De er bygget op af et meget stærkt plot, der både er formet af Latours eksisterende syn på videnskab og en interessant fortolkning. Ærlig talt tror jeg bogen og Latours andre værker var blevet uinteressante havde dette ikke været tilfældet. Skulle bogen og hans argument om A-N-T’s empiriske åbenhed have haft mere styrke, havde det været en idé, at basere den på et konkret empirisk videnskabsstudie på et sociologiske institut. Det stærke plot havde højst sandsynligt været meget lig denne bogs argumentation, og man kunne som med denne bog problematisere, at Latour ikke i højere grad reflekterer over sit eget videnskabsteoretiske ståsted. Til gengæld havde denne tilgang måske blødt vores persongalleri af helte og skurke lidt mere op.

Mit håb er, at denne bog udenfor A-N-T’s faste fanskarer ikke blot læses som en selvpromovering af ANT’s lyksaligheder og endnu en provokation fra Latours side. Det gør jeg fordi den rejser centrale og vigtige diskussioner, som bør diskuteres bredt indenfor samfundsvidenskaben. Man kan også håbe, bogen med tiden medfører, at flere STS-forskere ikke blot ser naturvidenskab og teknologiskudvikling som genstandsfelt, men også vender sig analytisk mod vidensproduktion indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne. Der er ingen tvivl om, at der her er masser af interessante og vigtige analyser i vente.