K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
VIDENSKAB OG DEMOKRATI
5.–6. Marts 2009
Det Humanistiske Fakultet
Bekræftede oplægsholdere
· Prof. Finn Collin (Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU)
· Prof. Heine Andersen (Sociologisk Institut, KU)
· Prof. Margareta Bertilsson (Sociologisk Institut, KU)
· Ph.d.-stipendiat Anders Blok (Sociologisk Institut, KU)
· Lektor Maja Horst (Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS)
· Post doc Gitte Meyer (International Center for Business and Politics, CBS)
· Lektor Klemens Kappel (Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU)
· Ekstern lektor Tom Børsen Hansen (Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, KU)
· Ph.d.-stipendiat David Budtz Pedersen (Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU)
Baggrund for seminaret
Relationen mellem videnskab og demokrati inviterer til mange aktuelle spørgsmål. Traditionelt har filosoffer og samfundsforskere anset videnskaben for at være internt forbundet med udviklingen af et oplyst demokrati og et åbent samfund. Videnskaben har medvirket til at sætte rationelle standarder for samfundets kollektive handlinger. Og human- og samfundsvidenskaberne har på afgørende vis bidraget til udviklingen af demokratiske samfundsnormer og principper for ret, moral, individ, kultur, fællesskab, mv. Med fremvæksten af vidensamfundet er videnskaben blevet genstand for nye intense politiske initiativer og de forhenværende grænser mellem politik, samfund og videnskab synes i nogen grad at være blevet forskudt. Heraf følger blandt andet nye dilemmaer mellem samfundets styring af videnskaben og videnskabens selvorganisering. Imidlertid er det ikke kun videnskaben, der udfordres af vidensamfundets fremkomst. Den teknologiske udvikling samt de heraf følgende kontroverser og risici udfordrer demokratiet og giver anledning til at genoverveje forholdet mellem videnskab, teknologi, politik og økonomi. Seminaret ønsker at sætte bredt fokus på videnskabens rolle i et demokratisk samfund samt de udfordringer og dilemmaer, som rejser sig for såvel videnskaben som demokratiet i kraft af deres indbyrdes relation. Herunder hvorvidt videnskaben har en privilegeret rolle i et demokratisk samfund; hvorvidt forskningsfrihed er en demokratisk rettighed; hvorledes samfundet bør regulere de videnskabelige institutioner; hvorvidt brugen af eksperter udgør et særlig demokratisk problem; hvilke demokratiske udfordringer implementeringen af viden og teknologi giver anledning til; hvorvidt bestemte typer af viden eller videnskabelige strømninger kan siges at være særligt demokratiske mv.
Tilmelding af oplæg + format
Forskere, der ønsker at tilmelde et oplæg til seminaret inviteres hermed til at fremsende navn, titel på oplæg samt kort beskrivelse til David Budtz Pedersen ( davidp snabela hum . ku . dk) senest den 15. oktober 2008. Oplægget skal have en varighed af 25 min. Formatet er fremlæggelse og efterfølgende diskussion – eventuelt i parallelsessioner. Der vil begge dage blive afholdt såvel bekræftede oplæg som tilmeldte. Præsentationer af igangværende forskning og work-in-progress bydes velkommen. Kandidat- og ph.d.-studerende fra alle relevante områder opfordres til at deltage. Der tages forbehold for afslag ved overtegnelse eller oplæg, der falder uden for seminarets tema. Endeligt program udsendes ultimo 2008.
Seminaret er en del af Københavns Universitets Temapakke 4 (www.ku.dk/synergi)
For yderligere oplysninger kontakt:
David Budtz Pedersen, e-mail: davidp snabela hum . ku . dk, tlf.: 35 32 88 95
Klemens Kappel, e-mail: kappel snabela hum . ku . dk, tlf.: 35 32 88 56
Manchetter
Finn Collin
ER SOCIALKONSTRUKTIVISMEN SÆRLIGT DEMOKRATISK?
I debatten mellem traditionelle videnskabsteoretikere og videnskabsforskere fra de talrige forskellige socialkonstruktivistiske retninger fremfører de sidstnævnte ofte en politisk dagsorden: De ønsker at rette et kritisk lys imod videnskaben og dens status i vores moderne samfund som en ubestridt autoritet hævet over almindelige menneskelige interesser og lokale traditioner og perspektiver. Derved søger de angiveligt at myndiggøre den almindelige samfundsborger over for videnskaben og teknologien. Et eksempel er Harry Collins’ bog med den karakteristiske titel, The Golem – what everyone should know about science. Det drejer sig om en slags folkeoplysning. Derimod har socialkonstruktivister været påfaldende tilbageholdende med konkrete forslag til institutioner der kunne øge den demokratiske kontrol med videnskab og teknologi. Når de empiriske videnskabsforskere optræder i mere eksplicit politisk og vidensadministrativ sammenhæng – som det f.eks. gælder Helga Nowotny – bidrager de ofte til udpræget topstyrede videnskabspolitiske tiltag, f.eks. i EUregi, hvor målet ofte er at omgå folkelig skepsis imod teknologiske satsninger såsom GMO og nanoteknologi. De bliver i realiteten agenter for store økonomiske interessenter og for en topstyret forskningspolitik med meget ringe demokratisk legitimitet. En af de mest indflydelsesrige videnskabs- og teknologifilosofiske positioner, nemlig Latours aktør-netværks-teori, kan faktisk læses som et sofistikeret forsvar for den moderne sammensmeltning af forskning og teknologiudvikling, drevet frem af økonomiske interesser (Modus 2- videnskab). Den fremstiller sig selv som en legemliggørelse af ægte demokratiske ideer, men er af andre videnskabsforskere, især Steve Fuller, blevet anklaget for at være et ideologisk røgslør for bagvedliggende samfundsmæssige aktører.
Margareta Bertilsson og Anders Blok
THE ECLIPSE OF LIBERAL DEMOCRACY UNDER THE THREAT OF NATURE – CAN SCIENCE SAVE US TO WHAT PRIZE?
Increasingly, global warming and the human-induced climate crisis present itself as a large-scale “tragedy of the commons”: millions of small-scale well-intended actions carry catastrophic unintended consequences threatening the well-being of those not yet born. As ecological science presents us with ever-refined understandings of the biophysics of carbon circulation and its potentially destructive implications for human life, the pressure for political, economic and social responses is growing exponentially. The advanced technoscientific climate models employed by IPCC and others pose some very hard dilemmas: can the perceived scientific “necessities” be harmonized with established right- and market-based liberal democracy? Although there are as of yet no definite answers to ongoing experiments in democratic inventiveness, certain tendencies in how political authorities react to the climate crises can be discerned – and theorized accordingly. On the one hand, the climate crisis can reinforce centralistic and technocratic authority, now increasingly seemed at global levels, in seeking to discipline long-established individual freedoms (such as the freedom of mobility implied by cars and planes). On the other hand, the climate crisis also nourishes large-scale experiments in extending the rights- and markets-based consumer societies, principally via the construction of new markets, including markets for carbon dioxide itself. Such an on-going privatization of the atmosphere, with all its complexities of new market technologies, property regimes, and accountability disputes, may well represent the ultimate test of hard-core liberalism’s ability to accommodate to its self-induced crises. Hence, our present human fate zooms in on some fundamental problems inherent in the relations between science and democracy when in a state of exception: can a common good, pronounced by the authority of science, translate into the subjective wills of liberal democracy, and thus preserve the epochal relation between science and democracy? Or, will a tension arise between the two pillars of modernity, the two scenarios of which will either result in the weakening of liberal democracy such as we have come to know it, or else in an erosion of the authority of science. Both scenarios invite epochal changes to our modern way of life.
Maja Horst
OFFENTLIGHEDENS LABORATORIUM
I Danmark er der tradition for at politiske beslutninger om ny teknologi og kontroversiel forskning tages på baggrund af en offentlig debat om emnet, men hvilken rolle spiller offentligheden egentlig i disse beslutningsprocesser? Hvordan forestiller vi os, at offentlig debat kan løse kontroverser om forskning og teknologi?
Gitte Meyer
SKAL OFFENTLIG DISKUSSION FORSTUMME, NÅR FORSKERE FREMSTÅR SOM ENIGE?
Forsynder journalister og andre sig mod sandhed og moral, hvis de vedbliver at inddrage mod-stemmer i en diskussion, hvor der synes at være konsensus i den videnskabelige verden om, hvordan tingene faktisk forholder sig? Dette synspunkt er, under overskriften ”balance as bias”, blevet fremført med ganske stor genklang i den internationale diskussion om klimadiskussionen. Synspunktet er blevet fremført som et principielt argument, der ville kunne overføres til andre felter, hvor der bedrives videnskab. Af de mange problemstillinger, som synspunktet rejser, vil dette oplæg beskæftige sig med to: (1) For det første: Er der forskel på offentlig meningsdannelse og meningsdannelse i videnskab? Hvilke forskelle kan der være? Kunne det være nyttigt i forhold til videnskabelig meningsdannelse at gøre brug af indsigter, opsamlet gennem mere end et århundrede, vedrørende offentlig meningsdannelse? (2) For det andet: Kan en samfundsmæssig praksis, der baserer sig på dette synspunkt, forenes med demokrati? Der vil blive argumenteret for, at synspunktet nok kan forenes med nogle demokratiopfattelser, men er uforeneligt med de kontinentaleuropæiske offentlighedstraditioner. Med særlig interesse for disse offentlighedstraditioner vil videnskabens placering og funktion i forskellige demokratiopfattelser – og de forestillinger om virkeligheden, som de synes at hvile på – blive drøftet. Historiske aspekter vil i et vist omfang blive inddraget. Forskellige forestillinger om og holdninger til uenighed og flertydighed vil være et centralt tema.
Klemens Kappel
HAR LIBERALT DEMOKRATI EN ALLIANCE MED VIDENSKAB?
Et traditionelt billede af liberalt demokrati tildeler videnskab forstået som forsøget på en neutral, rationel og empirisk undersøgelse af virkeligheden en privilegeret status. Traditionelt har de totalitære modstykker til liberalt demokrati - kommunisme og fascisme - da heller ikke følt sig forpligtede på videnskab i denne forstand. Men trods traditionen er billedet ikke klart. Der er i dag mange forskellige ”vidensproducerende” aktører eller institutioner; udover egentlige forskningsinstitutioner, er der tænketanke, interesseorganisationer, virksomheder, NGO'ere, ideologiske og religiøse grupperinger. Alle gør de undertiden krav på at ”producere viden”, og samtidig er de uenige om lødigheden af metoder og teoretiske baggrundsantagelser. Samtidig er en grundtanke i demokratiet, at alle som udgangspunkt har lige ret til at deres mening høres: videnskab kan i denne situation siges at indføre et ideernes tyranni, hvor nogens mening gælder som finere end andres. Hvis det liberale demokrati tildeler (traditionel) videnskab en særstatus i denne situation, så kræver det en form for begrundelse. I mit oplæg vil jeg med afsæt i tænkere som Kitcher, Goldman og andre karakterisere forskellige måder at anskue forholdet mellem demokrati og videnskab på, og jeg vil på den baggrund fremsætte et bud på det bedste svar på, hvorfor liberale demokratier skal tildele videnskab en særlig rolle som vidensproducerende institution.
Tom Børsen Hansen
WHEN DECISIONS ARE URGENT, STAKES HIGH, VALUES IN DISPUTE AND FACTS UNCERTAIN...
Medlemmer af videnskabelige samfund har mange opgaver, bl.a. at generere ny viden, anvende viden i konkret problemløsning og i udvikling af ny teknologi, formidle viden, deltage i den offentlige debat og meningsdannelse samt rådgive beslutningstagere. Under antagelse af, at de to sidstnævnte opgaver er centrale i et liberalt demokrati vil jeg præsentere en række eksempler på hvordan videnskabsfolk har løftet netop disse opgave i en postnormal kontekst, dvs. hvor »decisions are urgent, stakes high, values in dispute and facts uncertain«. Jeg lægger op til en diskussion af hvilke kompetencer, som videnskabsfolk må besidde for at deltage i den offentlige debat og meningsdannelse samt rådgive beslutningstagere om postnormale emner, uden samtidig at gå på kompromis med deres videnskabelighed i mere traditionel forstand.
David Budtz Pedersen
VIDENPOLITIK MELLEM DEMOKRATISK OG ØKONOMISK ACCOUNTABILITY
Forskningspolitikken er i dag konfronteret med et demokratisk dilemma: På den ene side fordrer den demokratiske kultur økonomisk og politisk ansvarlighed i udmøntningen af offentlige forskningsmidler samt dokumentation af investeringernes effekt. På den anden side er en væsentlig andel af den videnskabelige viden, der bidrager til den demokratiske kulturs opretholdelse i form af principper for viden, ret, moral, individ, kultur, mv. vanskelig at opgøre på et detaljeret niveau og dermed kompliceret at forsvare som en del af statens ansvarsområde. Moderne forskningspolitik har responderet på dette dilemma ved at konkretisere videnskabens effekt i henholdsvis økonomiske termer (anvendelighed) eller kvantitative termer (publikationer, citationer, patenter, mv.). Prisen for aggregerbarhed og økonomiske relevanskriterier er imidlertid, at der ofte foretages omfattende abstraktioner og idealiseringer, der medfører, at de opstillede legitimitetskrav bliver kunstige og ikke afspejler de reelt værdiskabende processer. Der vil i oplægget blive argumenteret for nødvendigheden af en løbende styringsdialog og idepolitisk debat, ikke kun om det beskrivelsessprog, hvori forskningens institutionelle legitimitet defineres, men om de langsigtede samfundsmæssige argumenter for at prioritere forskning og udvikling som en del af opretholdelsen af den nuværende sociale – og demokratiske – model.
Opslag
