Jesper Andresen
Formbegreber i spil
En videreudvikling af livsformsanalytiske tanker
Sted: Det Humanistiske Fakultet – lokale 22.0.11 (Nye KUA), Njalsgade 120, København
Bedømmelsesudvalget: Lektor Niels Jul Nielsen (formand), Københavns Universitet; Lektor Steen Brock, Aarhus Universitet; Lektor Jørgen Huggler, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Leder af forsvarshandlingen: Lektor Tine Damsholt, Københavns Universitet.
Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Saxo-Instituttet, Njalsgade 80, 2300 København S.
Resumé: Denne afhandling forsøger at tage livtag med en række videnskabsfilosofiske problematikker forbundet med Livsformsanalysen for at kunne fremstille væsentlige dele af den på en mere hensigtsmæssig og kohærent måde.
Livsformsanalysen er udviklet omkring seminaret Strukturel Dialektik med specielt Anders Boserup og Thomas Højrup som bærende kræfter. Afhandlingen søger at vise, hvordan en genkomponering af Livsformsanalysens videnskabsfilosofiske udgangspunkt kan sammenfatte og reformulere den indre sammenhæng i teoriens opbygning, således at den videnskabelige proces kan fremstå i en mere helstøbt form. Den teoretiske reformulering afprøves afslutningsvis i en konkret skitse til en etnologisk kulturanalyse, der erfaringsmæssigt peger ind mod grænsebetingelserne for livsformsteoriens rækkevidde.
Første kapitel udspænder en refleksiv diskussion om, hvordan det overhovedet kan blive muligt at finde en platform, hvorfra man som videnskabsfilosofisk iagttager kan bedømme en videnskabsteori som Livsformsanalysen. Med inspiration fra Bachelards rationalitetskritiske perspektiv vurderes det, at en sådan analyse kun kan bedrives indefra, som aktiv medforsker på teoriens egne præmisser. Andet kapitel udfolder en analyse af, hvorledes jeg som medforsker mest hensigtsmæssigt kan forstå Livsformsanalysens erkendelsesteoretiske randbetingelser i forhold til andre etnologiske videnskabsteoretiske ståsteder. Livsformsanalysen udlægges som værende en del af en ikke-relativistisk erkendelsesteoretisk tradition med arbejdsformer ikke blot relateret til en nyere fransk/tysk skoling, men med rødder solidt hvilende i det antikke Grækenland. Tredje kapitel problematiserer Livsformsanalysens forståelse af begreber og kobler dens ikke-relativistiske erkendelsesteoretiske bestræbelser sammen med en præcisering af, at den som etnologisk videnskabsteori bedst forstår sig selv som udfoldende en begrebsrealistisk ontologi. Althussers ”teoretiske objekt” sættes i spil som inkarnationen af Livsformsanalysens empiri, således at dens hidtidige skel imellem intensionalitet og ekstensionalitet præciseres og drejes væsentligt. Fjerde kapitel forsøger at finde ind til en mulig videnskabsteoretisk arbejdsform baseret på en begrebsrealistisk ontologi og en ikke-relativistisk epistemologi. Dele af det livsformsanalytiske univers fremhæves og fremstilles som en kumulativ dialektisk videnskabsproces differentieret imellem et felt, et modelværksted og et teoriværksted. Femte kapitel reflekterer over, hvilken form for regelfølge, der kan bestå imellem det teoretiske værksteds indre begrebsbestemmelser. De interne ræsonnementer vises at være baseret på både en traditionel logik og på en dialektisk logik. Regelfølgeproblematikken føres tilbage til de af Wittgenstein afledte privatsprogsargumenter i forhold til at kunne lade det teoretiske værksted tage udgangspunkt i en præciseret formulering af begrebet praksis-anerkendelserelationen. Sjette kapitel beskriver, hvordan dette udgangspunkt kan udfoldes til en specificering af forskellige typer af anerkendelsesrelationer imellem statsformer og livsformer. Interpellationsbegrebet specificeres som en bestemt praksis-anerkendelsesform. Syvende kapitel er en skitse af en etnologisk kulturanalyse, der med udgangspunkt i selvstændighedsproblematikken i Grønland anno 2010 forsøger at fremstille en begrebsramme for en kohærent livsformsanalytisk forståelse af, hvordan de centrale diskussioner kan gribes. Ottende kapitel er en sammenfattende afrunding.
Opslag
