mandag den 22. august 2011

Viden eller one-night-stands

Ny bog fra Samfundslitteratur:

Oplysningens blinde vinkler - En åndselitær kritik af informationssamfundet
Af Pelle Guldborg Hansen og Vincent F. Hendricks
298 sider • vejl. pris 250 kr.
ISBN: 978-87-593-1594-1

Google, Wikipedia, Facebook og YouTube – adgangen til information har aldrig været lettere. Vi lever oven i købet i et såkaldt informationssamfund. I Oplysningens blinde vinkler peger Pelle Guldborg Hansen og Vincent F. Hendricks på de farer, der lurer for de demokratiske processer og demokratiet som helhed, hvis borgeren eller vælgeren kun har information og ingen viden til rådighed.


”At opnå viden er at sammenligne med at erobre den næste kæreste. Der skal flirtes, man skal gøre sig umage, måske ændre strategi fra tid til anden, og efter længere tids kurtisering og hårdt arbejde kan det måske ende med, at han eller hun vil med i kassen og se sandheden. At indhente information er omvendt som et one-night-stand. Efter det første knald eller det første opslag, har man scoret. Den følgende dag kan så spenderes på at spekulere over, hvad man fik ud af det.”

Sådan skriver Pelle Guldborg Hansen og Vincent F. Hendricks i forordet til deres nye bog Oplysningens blinde vinkler. I bogen gennemgår de en række informationsfænomener, som optræder i vores dagligdag bl.a. Google, Wikipedia, Facebook og YouTube og analyserer disse med udgangspunkt i filosofien, socialpsykologien, økonomien, beslutnings- og spilteorien.

Forfatterne viser, hvordan disse informationsfænomener kan bruges til at oplyse, men også til at manipulere med mennesker, meninger og markeder. Det er således væsentligt at kunne skelne mellem viden og information. De er nemlig ikke sammenfaldende begreber. Og det tager hverken Google, Wikipedia, Facebook , YouTube eller den brede offentlighed højde for.

På Bogforum kan du opleve oplysning for fuld skrue i samtalen mellem Clement Kjærsgaard, Vincent Hendricks og Pelle Guldborg Hansen. Det finder sted søndag d. 13. november kl. 14.15 på Samfundslitteraturs stand.

Om forfatterne
Vincent F. Hendricks er dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og Columbia University, New York. Han er redaktør af tidsskriftet Synthese, vært og tilrettelægger på DR2 samt modtager af Videnskabsministeriets Eliteforskerpris i 2008. Endelig er han forfatter til flere bøger om logik, erkendelse og viden.

Pelle Guldborg Hansen er ph.d. og postdoc på Syddansk Universitet, adfærdsfilosofi og Co-Director for ISSP – Initiative for Science, Society & Policy.